Voldtægtsmareridt fortsætter

En fortælling om seksuelt misbrug og voldtægt i en muslimsk familie fortsætter i retten i Randers. En 46-årig voldtægtsdømt mand skulle angiveligt have truet sit offer, som er hans niece, på livet. Der er tydelig tvivl om, hvor sandheden ligger.

Den 33-årige niece sidder i vidnestolen. ”Er det ikke dig, som er besat af ham?,” spørger forsvareren. Ordet ”besat” rammer en nerve i niecen.

”Jeg er sgu da ikke besat af min pædofil,” siger hun.  

 Forsvareren forsætter med at spørge ind til hendes angivelige besættelse af tiltalte. Hun slår i bordet og bliver mere ophidset, indtil hun råber: ”Dit fucking svin,” efter forsvareren. Efterfølgende henvender hun sig til alle i rummet: ”Gør jeres fucking arbejde.” Niecens pårørende sidder bagerst i lokalet og er tydeligt påvirket med tårer i øjnene. Dommeren sender hende ud for at få lidt luft. Hun hiver aggressivt døren op, da hun stormer ud af lokalet, imens de to pårørende følger med.

20 år og 200 voldtægter senere
I 2012 fik onklen en 5,5 års dom for voldtægt af niecen. Det var ikke kun en voldtægt, men en historie om seksuelt misbrug igennem 20 år, og dengang lød anklagen på op mod 200 voldtægter. De er nu i retten igen, fordi han angiveligt har overtrådt det tilhold, han har imod at opsøge niecen og har truet hende på livet.

Den 13. april 2018 skulle onklen angiveligt have passeret niecen og hendes kone på gaden i Randers, og på arabisk sagt: ”Jeg slår dig ihjel.” De to kvinder havde været på vej ind i en butik for at købe en gave, da episoden fandt sted. I deres vidneforklaring siger begge, at de havde spurgt medarbejderen i butikken, om der var overvågning udenfor, hvilket der var. Da de havde meldt det til politiet, havde de givet den oplysning videre, men af ukendte årsager blev det aldrig indhentet. Dette betyder, at sagen er påstand mod påstand, hvilket også var tilfældet med den tidligere voldtægtssag.  

To sider af en sag
Under retssagen sidder onklen roligt og tilbagelænet i stolen ved siden af forsvareren. Han beholder sin sorte dynejakke på i de tre timer sagen er i gang. Onklen nægter sig skyldig, ligesom han stadig holder fast i, at han aldrig har voldtaget niecen. Han holder på, at det er niecen, som har chikaneret ham efter hans løsladelse, og i voldtægtssagen mente han, at hun anklagede ham, fordi hun ville have penge ud af ham.

Under vidneforklaringen fortæller han, at hun har opsøgt ham på hans arbejdsplads, lagt videoer på sociale medier og prøvet at hænge ham ud. Niecen forklarer selv, at hun har skrevet på Facebook, at en pædofil var på fri fod, men hun navngav ham aldrig. Hun erkender også, at hun har sendt videoer af ham til en veninde på snapchat.

Tvivl om sandheden
Forsvaret har tre vidner, der bakker onklens historie op. De havde været i moské og spist sammen, som de altid gør om fredagen. De tre syriske mænd bliver ført ind i lokalet en efter en sammen med en tolk. Under vidneforklaringerne rejser anklageren tvivl, om hvorvidt de tre mænd kan huske den specifikke dag. Anklageren pointerer, at episoden fandt sted den 13. april 2018, men at vidnerne først blev afhørt af politiet den 9. april 2019. Alle tre vidner forklarer, at de husker den dag, da det var vigtigt for dem at huske.

Grundet den tidligere voldtægtssag og de mange følelser trak sagen ud, og kunne ikke afsluttes på dagen. Den 8. januar 2020 vil sagen forsætte, og der vil falde en afgørelse.

En labyrint af følelser: Kampen med psykisk sygdom

I 2017 fik Christina stillet diagnoserne borderline, ADD, tvangstanker og angst. Der gik 8 år fra, at hun for alvor lagde mærke til symptomerne til, at hun fik sine diagnoser. Det har været en lang kamp med sig selv og en verden, der ikke altid forstår, hvad der foregår indeni Christina. I dag er hun 31 år, og bor på et bosted i Vejle, hvor hun endelig får den hjælp, hun har brug for.

Af Sarah Rothkegel Sternberg

Christina kan godt lide at fordybe sig i kreative projekter

Når alt falder sammen
Christinas diagnoser betyder, at hun det ene øjeblik kan være helt vildt glad og det næste øjeblik så deprimeret, at hun ikke ved, hvad hun skal gøre ved sig selv.

”Mine følelser er ligesom en labyrint, jeg finder aldrig rigtig slutningen på den.”

Selvom der er dage, hvor det føles som om, at der ikke sker fremskridt, så ved Christina, at der er håb,

”Jeg tror, jeg har fundet en lille vej i den labyrint her.” 

En januar morgen i 2009, vågnede Christina grædende. Hun havde haft det svært i flere år, og den dag kunne hun ikke klare det mere. Begge hendes forældre havde været alvorligt syge kort tid forinden, og det havde lagt et ekstra pres på Christinas allerede skrøbelige sind. Det var første gang hun fortalte sine forældre, hvordan hun havde det. Hun havde brug for hjælp.

Christina husker tilbage på tiden inden hun for alvor begyndte at mærke symptomerne på de psykiske lidelser.

”På mandag, så skal jeg arbejde, så skal det hele nok blive fint nok. Men det har været en lang weekend, for nu er det 10 år siden,” siger hun og griner.

En ungdom i indre kaos
For to år siden søgte Christina om at få en plads på bostedet i Vejle. Det var sikkert, at der ville være ventetid, men hun var villig til at vente. Hun vidste, at hun skulle blive i Vejle, for det er der hun føler sig hjemme. Christina er vokset op i Vejle, og havde en tryg barndom. Hun havde dog altid følt sig forkert og anderledes. I skolen havde hun svært ved at koncentrer sig, men dengang i 90’erne, troede man, at det kun var drenge, der kunne have ADHD og ADD, så Christina fik ikke den hjælp, hun havde brug for.

Det var også i de helt unge år, at hun begyndte at skære i selv. Det var en måde for hende at lukke alt den smerte og vrede ud, som hun havde indeni. Det var et råb om hjælp fra en pige, som ikke kunne råbe. Hverken i skolen eller derhjemme var der nogen, der lagde mærke til, at Christina havde det forfærdeligt. Hun kunne knap rumme sig selv og sine egne tanker. Hun følte ikke, at der var nogen hun kunne tale med. 

Christina kan have svært ved at koncentrer sig i for lang tid af gangen, men puslespil hjælper hende på vej

Hjælp der skader
Da Christina endelig åbnede op til sine forældre i 2009, tog de på sygehuset for at få hjælp. Christina sad i ambulatoriet og hyperventilerede, da en læge tilbød, at hun kunne blive indlagt på den psykiatriske afdeling, så hun kunne få lidt ro. Christina glemmer aldrig, hvor ubehagelig en oplevelse det var at være der. Skiftende personale kom og gik. De spurgte ind til hende, men hver gang var det en ny, og de blev aldrig længere end to minutter. En fremmed mand kom og gav hende medicin og var hurtigt videre. Igen følte Christina, at ingen hørte hende, og at hun var helt alene. Minderne fra de dage står stadig stærkt i hendes hukommelse.

”En af nætterne var der en, der rendte rundt på gangen, og han råbte og skreg, at satan var efter ham.”

Efter 3 dage blev det for meget for hende. Hun løj overfor personalet og sagde, at hun havde det godt igen. Hun skulle bare ud derfra.

Christina fik tildelt en socialrådgiver, som skulle hjælpe hende videre, men socialrådgiveren begyndte at stille høje krav til Christina. Hun skulle klæde sig mere feminint for at være imødekommende, hun skulle starte på en uddannelse, og hun skulle flytte hjemmefra for, at hun kunne få det bedre. Christina ville helst ikke skuffe, og higet efter anerkendelse, så hun gjorde, hvad hun blev påbudt. Hun begyndte at gå med make-up, hun kom ind på en uddannelse til grafisk tekniker, og hun fandt en ungdomsbolig.

Igennem hele forløbet var Christina ængstelig.

”Det glemmer jeg aldrig nogensinde,” fortæller Christina om den dag hun skulle flytte.

Frygten sidder stadig i hendes stemme, imens hun fortæller om den oplevelse. Christina husker, at lejligheden egentlig var meget fin, men hurtigt blev hendes tanker et kaos. Hun kunne ikke styre dem, eller hvad de ville.

”Jeg kan huske, jeg havde en køkkenkniv, der hang på sådan nogle metalting. Sådan en magnet oppe på væggen. Så tog jeg fat i en kniv og tænkte, ”Nu går jeg ind til naboen, og så ender jeg det hele”.”

Men Christina vidste, hvad hun skulle gøre for at hjælpe sig selv, så hun tog en taxa hjem til sine forældre, selvom klokken var tre om natten.

Hele perioden med socialrådgiveren har sat sine spor i Christina. Når noget fejler eller ikke går som hun ønsker det, så kan hun stadig høre socialrådgiveren sidde og grine og sige, at Christina er en stor baby. For det var det, hun sagde til Christina igen og igen.

Da de havde deres sidste møde, blev det klart, at socialrådgiveren gjorde mere skade end gavn. De sad på hendes kontor, på 4. sal, hvor Christina havde taget sin svigerinde med som støtte. Christina prøvede at forklare, at hun ikke kunne klare livet mere, hvilket hun havde gjort mange gange før. Hun gjorde selvskade, hun havde mørke, blodige tanker, og hun vidste ikke, hvad hun skulle stille op med sig selv eller sit liv.

”Så rejser hun sig op, tager fat i min arm, og så går vi hen til vinduet. Så siger hun til mig, ”Så hop da, Christina. Jeg gider ikke høre mere på dig”. Så tænker jeg, ”Fedt, så kan jeg få fred nu”.”

Christina havde ikke kræfter til at kæmpe mere. Hun havde kæmpet siden hun var barn. Som hun selv udtrykker det, følte hun sig skrællet som en banan. Alle lag var pillet af, og hun var helt blottet. Der var ikke mere tilbage.

Det er ikke kun alene, at der ligges puslespil. Det er en fælles aktivitet for beboerne

En lille spire af håb
I dag har Christina fået den hjælp hun har brug for, men der er stadig en lang vej foran hende. Christina går ikke og drømmer om at blive mor, blive gift, eller få en bestemt uddannelse eller job. Lige nu føler hun ikke, at det er muligt for hende, og hun vil ikke tro på noget, som ikke kommer til at ske. Hun lever i øjeblikket, og kæmper stadig med at finde ind til sig selv.

”Min drøm er måske bare at få fred i mig selv, for jeg tror sagtens, jeg kunne have en anden drøm. Men jeg tror mere det er at finde fred med at være Christina, for jeg har jo altid higet efter et eller andet, men hvorfor har jeg ikke higet efter mig selv og min anerkendelse.”