En labyrint af følelser: Kampen med psykisk sygdom

I 2017 fik Christina stillet diagnoserne borderline, ADD, tvangstanker og angst. Der gik 8 år fra, at hun for alvor lagde mærke til symptomerne til, at hun fik sine diagnoser. Det har været en lang kamp med sig selv og en verden, der ikke altid forstår, hvad der foregår indeni Christina. I dag er hun 31 år, og bor på et bosted i Vejle, hvor hun endelig får den hjælp, hun har brug for.

Af Sarah Rothkegel Sternberg

Christina kan godt lide at fordybe sig i kreative projekter

Når alt falder sammen
Christinas diagnoser betyder, at hun det ene øjeblik kan være helt vildt glad og det næste øjeblik så deprimeret, at hun ikke ved, hvad hun skal gøre ved sig selv.

”Mine følelser er ligesom en labyrint, jeg finder aldrig rigtig slutningen på den.”

Selvom der er dage, hvor det føles som om, at der ikke sker fremskridt, så ved Christina, at der er håb,

”Jeg tror, jeg har fundet en lille vej i den labyrint her.” 

En januar morgen i 2009, vågnede Christina grædende. Hun havde haft det svært i flere år, og den dag kunne hun ikke klare det mere. Begge hendes forældre havde været alvorligt syge kort tid forinden, og det havde lagt et ekstra pres på Christinas allerede skrøbelige sind. Det var første gang hun fortalte sine forældre, hvordan hun havde det. Hun havde brug for hjælp.

Christina husker tilbage på tiden inden hun for alvor begyndte at mærke symptomerne på de psykiske lidelser.

”På mandag, så skal jeg arbejde, så skal det hele nok blive fint nok. Men det har været en lang weekend, for nu er det 10 år siden,” siger hun og griner.

En ungdom i indre kaos
For to år siden søgte Christina om at få en plads på bostedet i Vejle. Det var sikkert, at der ville være ventetid, men hun var villig til at vente. Hun vidste, at hun skulle blive i Vejle, for det er der hun føler sig hjemme. Christina er vokset op i Vejle, og havde en tryg barndom. Hun havde dog altid følt sig forkert og anderledes. I skolen havde hun svært ved at koncentrer sig, men dengang i 90’erne, troede man, at det kun var drenge, der kunne have ADHD og ADD, så Christina fik ikke den hjælp, hun havde brug for.

Det var også i de helt unge år, at hun begyndte at skære i selv. Det var en måde for hende at lukke alt den smerte og vrede ud, som hun havde indeni. Det var et råb om hjælp fra en pige, som ikke kunne råbe. Hverken i skolen eller derhjemme var der nogen, der lagde mærke til, at Christina havde det forfærdeligt. Hun kunne knap rumme sig selv og sine egne tanker. Hun følte ikke, at der var nogen hun kunne tale med. 

Christina kan have svært ved at koncentrer sig i for lang tid af gangen, men puslespil hjælper hende på vej

Hjælp der skader
Da Christina endelig åbnede op til sine forældre i 2009, tog de på sygehuset for at få hjælp. Christina sad i ambulatoriet og hyperventilerede, da en læge tilbød, at hun kunne blive indlagt på den psykiatriske afdeling, så hun kunne få lidt ro. Christina glemmer aldrig, hvor ubehagelig en oplevelse det var at være der. Skiftende personale kom og gik. De spurgte ind til hende, men hver gang var det en ny, og de blev aldrig længere end to minutter. En fremmed mand kom og gav hende medicin og var hurtigt videre. Igen følte Christina, at ingen hørte hende, og at hun var helt alene. Minderne fra de dage står stadig stærkt i hendes hukommelse.

”En af nætterne var der en, der rendte rundt på gangen, og han råbte og skreg, at satan var efter ham.”

Efter 3 dage blev det for meget for hende. Hun løj overfor personalet og sagde, at hun havde det godt igen. Hun skulle bare ud derfra.

Christina fik tildelt en socialrådgiver, som skulle hjælpe hende videre, men socialrådgiveren begyndte at stille høje krav til Christina. Hun skulle klæde sig mere feminint for at være imødekommende, hun skulle starte på en uddannelse, og hun skulle flytte hjemmefra for, at hun kunne få det bedre. Christina ville helst ikke skuffe, og higet efter anerkendelse, så hun gjorde, hvad hun blev påbudt. Hun begyndte at gå med make-up, hun kom ind på en uddannelse til grafisk tekniker, og hun fandt en ungdomsbolig.

Igennem hele forløbet var Christina ængstelig.

”Det glemmer jeg aldrig nogensinde,” fortæller Christina om den dag hun skulle flytte.

Frygten sidder stadig i hendes stemme, imens hun fortæller om den oplevelse. Christina husker, at lejligheden egentlig var meget fin, men hurtigt blev hendes tanker et kaos. Hun kunne ikke styre dem, eller hvad de ville.

”Jeg kan huske, jeg havde en køkkenkniv, der hang på sådan nogle metalting. Sådan en magnet oppe på væggen. Så tog jeg fat i en kniv og tænkte, ”Nu går jeg ind til naboen, og så ender jeg det hele”.”

Men Christina vidste, hvad hun skulle gøre for at hjælpe sig selv, så hun tog en taxa hjem til sine forældre, selvom klokken var tre om natten.

Hele perioden med socialrådgiveren har sat sine spor i Christina. Når noget fejler eller ikke går som hun ønsker det, så kan hun stadig høre socialrådgiveren sidde og grine og sige, at Christina er en stor baby. For det var det, hun sagde til Christina igen og igen.

Da de havde deres sidste møde, blev det klart, at socialrådgiveren gjorde mere skade end gavn. De sad på hendes kontor, på 4. sal, hvor Christina havde taget sin svigerinde med som støtte. Christina prøvede at forklare, at hun ikke kunne klare livet mere, hvilket hun havde gjort mange gange før. Hun gjorde selvskade, hun havde mørke, blodige tanker, og hun vidste ikke, hvad hun skulle stille op med sig selv eller sit liv.

”Så rejser hun sig op, tager fat i min arm, og så går vi hen til vinduet. Så siger hun til mig, ”Så hop da, Christina. Jeg gider ikke høre mere på dig”. Så tænker jeg, ”Fedt, så kan jeg få fred nu”.”

Christina havde ikke kræfter til at kæmpe mere. Hun havde kæmpet siden hun var barn. Som hun selv udtrykker det, følte hun sig skrællet som en banan. Alle lag var pillet af, og hun var helt blottet. Der var ikke mere tilbage.

Det er ikke kun alene, at der ligges puslespil. Det er en fælles aktivitet for beboerne

En lille spire af håb
I dag har Christina fået den hjælp hun har brug for, men der er stadig en lang vej foran hende. Christina går ikke og drømmer om at blive mor, blive gift, eller få en bestemt uddannelse eller job. Lige nu føler hun ikke, at det er muligt for hende, og hun vil ikke tro på noget, som ikke kommer til at ske. Hun lever i øjeblikket, og kæmper stadig med at finde ind til sig selv.

”Min drøm er måske bare at få fred i mig selv, for jeg tror sagtens, jeg kunne have en anden drøm. Men jeg tror mere det er at finde fred med at være Christina, for jeg har jo altid higet efter et eller andet, men hvorfor har jeg ikke higet efter mig selv og min anerkendelse.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *