Category Archives: Uncategorized

Ligeud ad landevejen med spiritus i blodet

I landområder er der lange afstande fra by til by. Vejene er ofte mindre trafikerede i de sene aften- og nattetimer, og offentlig transport er en mangelvare. Det skaber grobund for en kultur, hvor personer oftere bliver fristet til at køre med alkohol i blodet.

Af Sarah Rothkegel og Jonas Bach-Madsen

I København bor der 200.000 mennesker mere end i Midt- og Vestjylland. Alligevel var der næsten det samme antal anmeldelser for spritbilisme i 2019. Det tyder på en overrepræsentation af spirituskørsel i landområder. 

I 2018 blev 32 mennesker dræbt i spiritusulykker i Danmark, og 360 personer kom til skade. Siden 2008 er antallet faldet med over 60 procent, men på trods af den gode udvikling er spirituskørsel stadig et problem. Derfor er det et af politiets indsatsområder. 

“Der er tre store dødssynder i trafikken: man kører for stærkt, man er uopmærksom, og man kører spirituskørsel,” siger Henrik Glintborg, færdselsleder ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Selvom antallet af dræbte og tilskadekomne er faldende, bliver der stadig stoppet mange spritbilister på de danske veje. I 2019 var der 6.044 anmeldelser, men der er et mørketal, som er umuligt at finde frem til. Ifølge en rapport fra 2018 fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd har mere end hver tiende dansker på et tidspunkt i deres liv kørt spirituskørsel. Dette tyder på, at antallet af spritbilister kan være større end, hvad der fremgår af statistiker.

Spirituskørsel er svært at stoppe, fordi spritbilister ikke er en ensformig gruppe. Selvom størstedelen er mænd, er der stor spredning i, hvem de er. Der er både en-gangs-spritbilister, unge der skal til fest, alkoholmisbrugere, og dem der drikker en fyraftensøl eller to med kollegaerne.

Legitimering af forbrydelsen
På landet er der flere lange, lige landeveje uden andre bilister, og afstandene er større end i byerne. Maria Herold, Ph.D. og lektor ved Center for Rusmiddelforskning, Aarhus Universitet, har undersøgt, hvorfor unge mennesker i landområder kører spirituskørsel. 

“Unge mennesker, der skal i byen, har nogle anderledes præmisser i landområder. Uanset om de skal ind til en lidt større provinsby eller hen til kammerater, er der typisk en større spredning på landet,” siger hun. 

Samtidig med at afstandene er længere, gør de tomme landeveje også, at det føles mindre farligt at køre under indflydelsen af alkohol. 

Maria Herold mener også, at promillegrænsen på 0,5 kan skabe en gråzone, da det bliver en personlig vurdering, om man har drukket for meget til at køre. 

“Mange af de unge mennesker giver udtryk for, at de har svært ved at vurdere deres egen brandert,” siger Maria Herold.

I en rapport fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd fra 2018 fremgår det, at en person kan have kørt spirituskørsel uden at vide det, fordi de oprigtigt tror, at de ikke har drukket for meget, inden de sætter sig ind bag rattet.

Ikke muligt at lade bilen stå
Efter klokken 24 er der ikke buskørsel i de lavt befolkede områder, og taxaerne flokkes til større byer. Begge transportmuligheder er mere efterspurgt i byerne, og dermed kan det ikke betale sig at udbyde den service i landområder. Derfor ender mange med at køre bil med alkohol i blodet, og det afspejler sig i statistikkerne over spiritusulykker, der topper natten efter fredag og lørdag.

“Hvis man fjerner busserne og gør det uprofitabelt at drive landtaxa, har man skabt nogle dårlige, men desværre også brugbare argumenter for, hvorfor nogle vælger at tage en chance og køre spirituskørsel,” siger Hans Kristian Skibby, transportordfører for Dansk Folkeparti.

“Det er en ond cirkel, for når der bliver færre og færre tilbud, så er det også færre og færre, der benytter dem,” siger Hans Kristian Skibby.

Størstedelen af landets kommuner har etableret muligheden for at køre med Flextur i områder, hvor udbuddet af offentlige transport ikke er tilstrækkeligt. Men fordi ordningen på nuværende tidspunkt kun gælder til klokken 24, kan den ikke bruges som alternativ til bilkørsel om natten. Ifølge Claus Wistoft, der er formand for Midttrafiks bestyrelse, vil en forandring af Flextursordningen kræve, at kommunerne i regionen går sammen om at revidere tilbuddet.

Lars Fynbo, der er Ph.D. og ekstern lektor ved sociologisk institut på Københavns Universitet, peger på, at det som oftest ikke er rentabelt at udvide den offentlige transport, og at man derfor bør etablere en mere organiseret samkørselskultur.

“Hvis man kunne hjælpe befolkningsgruppen til at udpege enkeltpersoner til bestemte tidspunkter, hvor de kunne tage ansvar for transporten, ville det være en god idé,” siger han.

Friheden til at få en enkelt én 
I Norge og Sverige ligger promillegrænsen på 0,2. Maria Herold vurderer, at det kunne gøre en forskel, hvis man udrydder muligheden for skulle vurdere sin egen promille. 

“Jeg kunne godt forestille mig, at en nultolerance ville være nemmere at navigere efter for nogle unge. Så kommer man ud over at skulle foretage vurderingen selv”, siger Maria Herold. 

I 2007 var det på tale at sætte promillegrænsen ned til 0,2 for unge, der havde haft kørekort i tre år eller mindre, men forslaget blev ikke gennemført. Flere politikere peger på, at det ikke er realistisk at gøre det. 

“Der er bred politisk enighed om, at vi vil leve i et land, hvor du kan tage på en restaurant og spise en god bøf og drikke et par glas rødvin til og så køre hjem uden at være kriminel,” siger transportordfører Kristian Pihl Lorentzen (V).

Hans Kristian Skibby (O), er enig i, at en ændring af promillegrænsen ikke er nødvendig.

“En ændring til 0,0 eller 0,2 ændrer ikke på, at nogen ikke kan få en taxa og ikke har adgang til tog eller bus. Der vil være nogen, der tager chancen alligevel. Jeg tror ikke på, at den ændring vil flytte nævneværdigt på noget,” siger han.

Flere polititjek, færre ulykker 
En måde at nedsætte antallet af spritbilister på, er ved at forhøje antallet af tilfældige promilletjek fra politiet. Det viser et eksempel fra den australske delstat New South Wales, hvor et forhøjet polititjek gjorde, at antallet af fatale ulykker faldt med 48 procent. 

Maria Herold peger også på, at det har været et gennemgående tema, når hun har interviewet unge mennesker. De frygter konsekvenserne af at blive stoppet. 

“Politikontrol og konsekvenser er noget, de unge er meget opmærksomme på, især i forbindelse med jobmuligheder. Når man bor på landet, har man måske i virkeligheden endnu mere brug for en bil og har ikke råd til at miste kørekortet,” siger hun. 

Kristian Pihl Lorentzen (V), er enig i, at mere kontrol vil skabe bedre resultater. 

“Vi er nødt til at have en stærkere politikontrol. Det vil sige, at risikoen for at blive stoppet skal være markant højere. Det vil have en forebyggende effekt”, siger han. 

Dog er der bred enighed om, at politiet ikke har nok ressourcer til at forstærke den kontrol, de allerede udfører. 

Da der ikke er tilstrækkelige midler til at lave flere tjek, har Midt- og Vestjyllands Politi valgt en anden strategi. De sætter i stedet ind, når de stopper spritbilister, hvor de tager en dialog med vedkommende og spørger, om de har et misbrug. Dertil bliver spritbilisten tilbudt at blive sat i kontakt med det lokale misbrugsafvænningscenter. 

“Vi forventer, at 10 procent af vores spritbilister vil sige ja til tilbuddet. Det er ikke den store arbejdsbelastning for os, især når man kan redde nogle mennesker fra at begå en fejl,” siger Henrik Glintborg. 

Kampagner skaber dialog
Mange eksperter understreger, at der siden starten af 00’erne er sket et stort fald i antallet af spritulykker. Ifølge dem skyldes det i høj grad de mange kampagner, der har haft til formål at oplyse om trafiksikkerhed samt skabe en adfærdsændring. 

Pernille Sølund Ehlers, chefkonsulent i Rådet for Sikker Trafik, fortæller, at et vigtigt kneb i oplysningskampagnerne er at gøre det realistisk, så modtagerne ikke føler et behov for at distancere sig fra budskabet. Derfor har de i løbet af årene ændret strategi fra dramatiske virkemidler som blodsprøjt og flyvende glasstykker til mere subtile og humoristiske indslag. 

“Det er tit, folk efterspørger, at det skal være mere blodigt. Men vi ved, at hvis vi gør det, så siger folk ‘Nej nej, det er alt for urealistisk. Det har ikke en skid med mig at gøre. Det er alle de andre’,” siger Pernille Sølund Ehlers.

Realisme er generelt et gennemgående element i arbejdet mod spritbilisme. Igennem det virkelighedsnære opstår der et fokus på identifikation, som gør det muligt at italesætte, hvordan man kan komme problemet til livs.

“At man har vendt blikket fra at se spiritusbilister som djævle eller bøller til at give dem et mere normalt ansigt, som vi alle sammen kan spejle os i, tror jeg har medvirket til, at der har fundet en holdningsændring sted, så det er blevet mindre acceptabelt,” siger Lars Fynbo.

ANT-kurser 
Hvis man bliver stoppet med alkohol i blodet, imens man kører bil, er det et krav, at man skal gennemføre et 12-timers Alkohol, Narko og Trafikkursus, før man kan genvinde sit kørekort. På kurset lærer man om alkohols effekter, lovgivning, og hvordan man kan undgå at køre spirituskørsel igen.


Selvom Rådet for Sikker Trafik har haft succes med deres kampagner, er idéen om primitive, uintelligente spritbilister stadig i høj grad internaliseret hos de mennesker, der bliver taget for spirituskørsel.

På ANT-kurserne mærker man, at mange af deltagerne bremses af skam og derfor ikke får snakket med deres bagland om de udfordringer, der er, når man er i risikogruppen for at køre spirituskørsel, eller måske endda allerede har gjort det. 

“Nogle kursister fortæller, at de slet ikke har talt med nogen om det, der er foregået. At det er første gang, de får lov til at tale med nogen om, hvad fanden der egentlig skete. Og det tror jeg faktisk har en rimelig stor effekt,” siger Birte Zielke Baunbæk. 

Derfor kan det være nødvendigt at iværksætte flere kampagner og initiativer, der gør det muligt at snakke om konsekvenserne af spritbilisme, inden ulykken har fundet sted.

Ny plan for sundhedsvæsnet i Region Midtjylland skal løse problemerne

Børne- og Ungdomspsykiatrisk Regionsafdeling, Skejby, er en af de afdelinger, hvor Arbejdstilsynet har lavet påbud pga. fejl og langsom udredning. Foto: Sarah Rothkegel Sternberg

Mangel på midler eller mangel på samarbejde og personale? Der er uenighed i, hvordan problemerne i sundhedsvæsnet kan løses. I Region Midtjylland har Udvalget for Regional Udvikling lavet en ny Sundheds- og hospitalsplan, som skal hjælpe med at sikre et sundhedsvæsen med høj kvalitet

Af Sarah Rothkegel Sternberg

Overfyldte stuer, langsom udredning og fejl i rapporter er nogle af de problemer, der er dagligdag i det danske sundhedsvæsen. Jyllands-Posten har i februar løftet sløret for flere fejl, hvor Arbejdstilsynet har grebet ind. I Region Midtjylland skal en ny sundheds- og hospitalsplan hjælpe regionen med at undgå, at disse fejl opstår. Hanne Roed (B), 1. næstformand i Regions Rådet i Region Midtjylland og medlem af Udvalget for Regional Udvikling, siger at mange af udfordringerne kan klares ved et tættere samarbejde mellem kommuner og regioner. Hun siger også at, i Region Midtjylland har en af de største udfordringer været mangel på personale,

”Det har det været svært at få kvalificeret personale. Der står ledige stillinger, og der er planlagt flere ansættelser, men hvis man ikke kan finde personalet, så hjælper det jo ikke noget”.

Flere organisationer, så som Lægeforeningen, Danske Patienter og Dansk Sygeplejeråd står fast på, at det er gennem flere økonomiske midler, at vi kan få et bedre og mere effektivt sundhedsvæsen. Organisationernes anbefaling er, at budgetterne til sundhedsvæsnet skal stige med 2 procent årligt frem til 2025. På denne måde er det muligt at følge med den voksende befolkning, som betyder, at der er og vil blive flere gamle og syge end førhen. I Region Midtjyllands budgetter sker der dog kun en samlet stigning på 2 procent fra 2019 til 2023.  Formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, siger,

”Der er høje forventninger til sundhedsvæsenet, og for at kunne indfri de forventninger og give en faglig forsvarlig behandling er der brug for flere økonomiske midler. Det er både for patienterne og for medarbejdernes skyld”.

Hanne Roed siger, at påtrods af at sundhedsvæsnet vil blive forbedret ved hjælp af den nye sundheds-og hospitalsplan, vil der dog altid vil være problemer,

”Vi er simpelthen for stor en arbejdsplads. Der vil altid være noget, der går skævt. Det er en on-going maskine, som vi går og reparerer på hele tiden”.

——————————————————————————————————————–

Hanne Roed (B) forklarer, hvordan regionen vil klare udfordringerne indtil de har fundet det personale de mangler til de forskellige afdelinger.

https://datawrapper.dwcdn.net/Go8Cd/1/
https://datawrapper.dwcdn.net/ztpWl/1/
https://datawrapper.dwcdn.net/dExDd/1/
https://datawrapper.dwcdn.net/iiLHR/1/

Klima eller sundhed – plantedrik eller komælk?

Salget af mælk i Danmark er faldende, samtidig med at salget af plantedrik er mere end femdoblet gennem de sidste fem år. Det er godt for klimaet, men det kan have konsekvenser for danskernes sundhed, hvis de ikke tænker sig om.  

Af Sarah Rothkegel Sternberg


Kun fire ud af ti danskere drikker mælk dagligt. Foto: Ritzau Scanpix

Danskerne har i mange år haft til vane at have mælk som en del af deres kost. Mælk har gode egenskaber, som er en del af byggeklodserne for en sund kost. Næringsstoffer og vitaminer, så som calcium, protein og B12 er vigtige i vores kost, og gode grunde for at vælge det til. Professor og sektionsleder i klinisk og forebyggende ernæring på Københavns Universitet Lars Ove Dragsted, siger:

”Hvis man ikke er allergisk overfor mælkekomponenter eller intolerant overfor mælkesukker, så er der ikke nogen god grund til at vælge plantedrik over mælk.”

Sygdom som følge
Ifølge Lars Ove Dragsted er der nogle faldgruber, som man skal være opmærksom på, hvis man vælger plantedrikken. De forskellige drikke indeholder nemlig ikke calcium, medmindre det er tilsat, og niveauet af proteiner er langt lavere. Nogle plantedrikke har også en del tilsat sukker, samtidig med, at de ikke indeholder B12. Der er ikke noget farligt i at drikke plantedrik, man skal bare være ekstra opmærksom på, at man får de næringsstoffer man har brug for, enten igennem kosttilskud eller andre madvare.

Uden nok calcium, især tidligt i livet, kan man udvikle knogleskørhed, og nogle undersøgelser har vist en sammenhæng mellem en mælkefattig diet i puberteten og visse kræfttyper hos kvinder. Udover det kan mangel på B12 over længere tid udvikle sig til blodmangel, hvilket giver svimmelhed og åndenød, og det kan medføre depression og demens.

Kilde: Danmarks Statistik

Mælk og klima i fremtiden
Ifølge en Coop Analyse fra 2019 udgør plantedrik kun 2,6 procent af det samlede mælkesalg, men det er en stigende tendens. Mange tager dette valg fordi plantedrik overordnet set er mere klimavenligt end mælk. Afdelingschef for Mejeriforeningen i Landbrug og Fødevare, Jan Hermansen, tror dog på, at det er muligt at gøre produktionen af mælk bedre for klimaet, så danskerne forsat kan vælge det med god samvittighed:

”Vi arbejder på at reducere vores CO2 udledning med 70 procent. Det skulle gerne være nået i 2030. Derudover vil vi gerne være klimaneutrale i 2050. Det er det lange seje træk fra vores side, men vi regner med, at vi når de mål.”

Voldtægtsmareridt fortsætter

En fortælling om seksuelt misbrug og voldtægt i en muslimsk familie fortsætter i retten i Randers. En 46-årig voldtægtsdømt mand skulle angiveligt have truet sit offer, som er hans niece, på livet. Der er tydelig tvivl om, hvor sandheden ligger.

Den 33-årige niece sidder i vidnestolen. ”Er det ikke dig, som er besat af ham?,” spørger forsvareren. Ordet ”besat” rammer en nerve i niecen.

”Jeg er sgu da ikke besat af min pædofil,” siger hun.  

 Forsvareren forsætter med at spørge ind til hendes angivelige besættelse af tiltalte. Hun slår i bordet og bliver mere ophidset, indtil hun råber: ”Dit fucking svin,” efter forsvareren. Efterfølgende henvender hun sig til alle i rummet: ”Gør jeres fucking arbejde.” Niecens pårørende sidder bagerst i lokalet og er tydeligt påvirket med tårer i øjnene. Dommeren sender hende ud for at få lidt luft. Hun hiver aggressivt døren op, da hun stormer ud af lokalet, imens de to pårørende følger med.

20 år og 200 voldtægter senere
I 2012 fik onklen en 5,5 års dom for voldtægt af niecen. Det var ikke kun en voldtægt, men en historie om seksuelt misbrug igennem 20 år, og dengang lød anklagen på op mod 200 voldtægter. De er nu i retten igen, fordi han angiveligt har overtrådt det tilhold, han har imod at opsøge niecen og har truet hende på livet.

Den 13. april 2018 skulle onklen angiveligt have passeret niecen og hendes kone på gaden i Randers, og på arabisk sagt: ”Jeg slår dig ihjel.” De to kvinder havde været på vej ind i en butik for at købe en gave, da episoden fandt sted. I deres vidneforklaring siger begge, at de havde spurgt medarbejderen i butikken, om der var overvågning udenfor, hvilket der var. Da de havde meldt det til politiet, havde de givet den oplysning videre, men af ukendte årsager blev det aldrig indhentet. Dette betyder, at sagen er påstand mod påstand, hvilket også var tilfældet med den tidligere voldtægtssag.  

To sider af en sag
Under retssagen sidder onklen roligt og tilbagelænet i stolen ved siden af forsvareren. Han beholder sin sorte dynejakke på i de tre timer sagen er i gang. Onklen nægter sig skyldig, ligesom han stadig holder fast i, at han aldrig har voldtaget niecen. Han holder på, at det er niecen, som har chikaneret ham efter hans løsladelse, og i voldtægtssagen mente han, at hun anklagede ham, fordi hun ville have penge ud af ham.

Under vidneforklaringen fortæller han, at hun har opsøgt ham på hans arbejdsplads, lagt videoer på sociale medier og prøvet at hænge ham ud. Niecen forklarer selv, at hun har skrevet på Facebook, at en pædofil var på fri fod, men hun navngav ham aldrig. Hun erkender også, at hun har sendt videoer af ham til en veninde på snapchat.

Tvivl om sandheden
Forsvaret har tre vidner, der bakker onklens historie op. De havde været i moské og spist sammen, som de altid gør om fredagen. De tre syriske mænd bliver ført ind i lokalet en efter en sammen med en tolk. Under vidneforklaringerne rejser anklageren tvivl, om hvorvidt de tre mænd kan huske den specifikke dag. Anklageren pointerer, at episoden fandt sted den 13. april 2018, men at vidnerne først blev afhørt af politiet den 9. april 2019. Alle tre vidner forklarer, at de husker den dag, da det var vigtigt for dem at huske.

Grundet den tidligere voldtægtssag og de mange følelser trak sagen ud, og kunne ikke afsluttes på dagen. Den 8. januar 2020 vil sagen forsætte, og der vil falde en afgørelse.

En labyrint af følelser: Kampen med psykisk sygdom

I 2017 fik Christina stillet diagnoserne borderline, ADD, tvangstanker og angst. Der gik 8 år fra, at hun for alvor lagde mærke til symptomerne til, at hun fik sine diagnoser. Det har været en lang kamp med sig selv og en verden, der ikke altid forstår, hvad der foregår indeni Christina. I dag er hun 31 år, og bor på et bosted i Vejle, hvor hun endelig får den hjælp, hun har brug for.

Af Sarah Rothkegel Sternberg

Christina kan godt lide at fordybe sig i kreative projekter

Når alt falder sammen
Christinas diagnoser betyder, at hun det ene øjeblik kan være helt vildt glad og det næste øjeblik så deprimeret, at hun ikke ved, hvad hun skal gøre ved sig selv.

”Mine følelser er ligesom en labyrint, jeg finder aldrig rigtig slutningen på den.”

Selvom der er dage, hvor det føles som om, at der ikke sker fremskridt, så ved Christina, at der er håb,

”Jeg tror, jeg har fundet en lille vej i den labyrint her.” 

En januar morgen i 2009, vågnede Christina grædende. Hun havde haft det svært i flere år, og den dag kunne hun ikke klare det mere. Begge hendes forældre havde været alvorligt syge kort tid forinden, og det havde lagt et ekstra pres på Christinas allerede skrøbelige sind. Det var første gang hun fortalte sine forældre, hvordan hun havde det. Hun havde brug for hjælp.

Christina husker tilbage på tiden inden hun for alvor begyndte at mærke symptomerne på de psykiske lidelser.

”På mandag, så skal jeg arbejde, så skal det hele nok blive fint nok. Men det har været en lang weekend, for nu er det 10 år siden,” siger hun og griner.

En ungdom i indre kaos
For to år siden søgte Christina om at få en plads på bostedet i Vejle. Det var sikkert, at der ville være ventetid, men hun var villig til at vente. Hun vidste, at hun skulle blive i Vejle, for det er der hun føler sig hjemme. Christina er vokset op i Vejle, og havde en tryg barndom. Hun havde dog altid følt sig forkert og anderledes. I skolen havde hun svært ved at koncentrer sig, men dengang i 90’erne, troede man, at det kun var drenge, der kunne have ADHD og ADD, så Christina fik ikke den hjælp, hun havde brug for.

Det var også i de helt unge år, at hun begyndte at skære i selv. Det var en måde for hende at lukke alt den smerte og vrede ud, som hun havde indeni. Det var et råb om hjælp fra en pige, som ikke kunne råbe. Hverken i skolen eller derhjemme var der nogen, der lagde mærke til, at Christina havde det forfærdeligt. Hun kunne knap rumme sig selv og sine egne tanker. Hun følte ikke, at der var nogen hun kunne tale med. 

Christina kan have svært ved at koncentrer sig i for lang tid af gangen, men puslespil hjælper hende på vej

Hjælp der skader
Da Christina endelig åbnede op til sine forældre i 2009, tog de på sygehuset for at få hjælp. Christina sad i ambulatoriet og hyperventilerede, da en læge tilbød, at hun kunne blive indlagt på den psykiatriske afdeling, så hun kunne få lidt ro. Christina glemmer aldrig, hvor ubehagelig en oplevelse det var at være der. Skiftende personale kom og gik. De spurgte ind til hende, men hver gang var det en ny, og de blev aldrig længere end to minutter. En fremmed mand kom og gav hende medicin og var hurtigt videre. Igen følte Christina, at ingen hørte hende, og at hun var helt alene. Minderne fra de dage står stadig stærkt i hendes hukommelse.

”En af nætterne var der en, der rendte rundt på gangen, og han råbte og skreg, at satan var efter ham.”

Efter 3 dage blev det for meget for hende. Hun løj overfor personalet og sagde, at hun havde det godt igen. Hun skulle bare ud derfra.

Christina fik tildelt en socialrådgiver, som skulle hjælpe hende videre, men socialrådgiveren begyndte at stille høje krav til Christina. Hun skulle klæde sig mere feminint for at være imødekommende, hun skulle starte på en uddannelse, og hun skulle flytte hjemmefra for, at hun kunne få det bedre. Christina ville helst ikke skuffe, og higet efter anerkendelse, så hun gjorde, hvad hun blev påbudt. Hun begyndte at gå med make-up, hun kom ind på en uddannelse til grafisk tekniker, og hun fandt en ungdomsbolig.

Igennem hele forløbet var Christina ængstelig.

”Det glemmer jeg aldrig nogensinde,” fortæller Christina om den dag hun skulle flytte.

Frygten sidder stadig i hendes stemme, imens hun fortæller om den oplevelse. Christina husker, at lejligheden egentlig var meget fin, men hurtigt blev hendes tanker et kaos. Hun kunne ikke styre dem, eller hvad de ville.

”Jeg kan huske, jeg havde en køkkenkniv, der hang på sådan nogle metalting. Sådan en magnet oppe på væggen. Så tog jeg fat i en kniv og tænkte, ”Nu går jeg ind til naboen, og så ender jeg det hele”.”

Men Christina vidste, hvad hun skulle gøre for at hjælpe sig selv, så hun tog en taxa hjem til sine forældre, selvom klokken var tre om natten.

Hele perioden med socialrådgiveren har sat sine spor i Christina. Når noget fejler eller ikke går som hun ønsker det, så kan hun stadig høre socialrådgiveren sidde og grine og sige, at Christina er en stor baby. For det var det, hun sagde til Christina igen og igen.

Da de havde deres sidste møde, blev det klart, at socialrådgiveren gjorde mere skade end gavn. De sad på hendes kontor, på 4. sal, hvor Christina havde taget sin svigerinde med som støtte. Christina prøvede at forklare, at hun ikke kunne klare livet mere, hvilket hun havde gjort mange gange før. Hun gjorde selvskade, hun havde mørke, blodige tanker, og hun vidste ikke, hvad hun skulle stille op med sig selv eller sit liv.

”Så rejser hun sig op, tager fat i min arm, og så går vi hen til vinduet. Så siger hun til mig, ”Så hop da, Christina. Jeg gider ikke høre mere på dig”. Så tænker jeg, ”Fedt, så kan jeg få fred nu”.”

Christina havde ikke kræfter til at kæmpe mere. Hun havde kæmpet siden hun var barn. Som hun selv udtrykker det, følte hun sig skrællet som en banan. Alle lag var pillet af, og hun var helt blottet. Der var ikke mere tilbage.

Det er ikke kun alene, at der ligges puslespil. Det er en fælles aktivitet for beboerne

En lille spire af håb
I dag har Christina fået den hjælp hun har brug for, men der er stadig en lang vej foran hende. Christina går ikke og drømmer om at blive mor, blive gift, eller få en bestemt uddannelse eller job. Lige nu føler hun ikke, at det er muligt for hende, og hun vil ikke tro på noget, som ikke kommer til at ske. Hun lever i øjeblikket, og kæmper stadig med at finde ind til sig selv.

”Min drøm er måske bare at få fred i mig selv, for jeg tror sagtens, jeg kunne have en anden drøm. Men jeg tror mere det er at finde fred med at være Christina, for jeg har jo altid higet efter et eller andet, men hvorfor har jeg ikke higet efter mig selv og min anerkendelse.”

Når sommerhusidyl bliver til byzone

Skæring Strand er et sommerhusområde med en stor procentdel helårsbeboelse, hvoraf nogle er ulovlige. Området står nu overfor at skulle overgå til byzone. Dette betyder store ændringer for mange borgere, og ikke alle kommer til at kunne blive boende. 

Af Sarah Rothkegel Sternberg

Udsigten til stranden kan for nogle forsvinde, hvis der bliver bygget store huse på første række.

Et hjem i skønne omgivelser
Bølger rammer blidt den våde strandkant. Tang ligger i dynger omgivet af sten og muslinger. I horisonten kan man se Aarhus havn skyde op bag en let tåge. En hejre står ude i det lave vand, imens måger skriger omkring den. Skæring Strand er ren idyl, hvilket er en af grundene til, at mange har valgt at bo her. Langs stranden står hybenbuske grønne med orange frugter, og bag dem ligger rækker af huse. Mange af husene er små, men det er tydeligt at flere store huse med glaspartier og betonmure langsomt skyder op. Det er en af de forandringer, borgere i området frygter vil ske i større grad, når Skæring Strand formentlig overgår til byzone.

Steen Pedersen er en af dem, som er bekymret for fremtiden. Han har lovligt boet i området siden 1981 og er formand for en grundejerforening. Han bruger sin fritid på at kæmpe for, at Skæring Strand beholder sin charme. Det er hans hjem og hans hjertebarn.

”For mange år siden, fra mange sider, ønskede man at få lov at bo herude hele året og ikke at få det som et parcelhusområde. Jeg tror faktisk aldrig, det har været noget ønske, sådan blandt dem jeg har kendt i mange år,” fortæller Steen.

Forandring i sigte
I 2017 kom forslaget om, at området skulle blive byzone. Dette vil hjælpe kommunen med at stoppe ulovlig beboelse, og giver borgerne mulighed for at bo der hele året. Problemet ligger i, at der er store forskelle på krav til huse og byggeregler både i forhold til huses afstand til skel, deres højde, og hvor meget af en grund som må bebygges.

Hvis Skæring Strand overgår til byzone, vil de huse, der bliver bygget, være større, højere og meget tættere på naboerne. For en person, der har boet i området i mange år, betyder det, at havudsigt forsvinder, nabohuse kommer til at skygge for sol, og områdets grønne karakter vil formindskes. I øjeblikket kæmper borgerne for, at de kommende regler ikke følger dem for byzoner, men at de kan finde en mellemvej, som alle er tilfredse med.

Udover regler for kommende bebyggelse, skal ældre huse også leve op til nyere standarder for varmetab, hvilket størstedelen af husene ikke gør. Steen fortæller, hvordan de blandt naboer har snakket om, at hvis man kan renovere et hus for en halv million vil det være værd at gøre det. Hvis det ikke er muligt, vil det bedre kunne betale sig at flytte.

Da der i 2017 var afstemning om, hvorvidt området skulle overgå til byzone, troede Steen, blandt andre, at det ville blive et nej. Omkring 7 huse skulle have stemt anderledes, for at det ikke var blevet et ja. Folk havde især troet at grunde med huse, som aldrig ville blive godkendt til helårsbeboelse, ville stemme imod. Det blev dog klart, at siden det ville være for omfattende at renovere husene, ville ejerne kunne tjene en del penge på deres grunde, især hvis de nye regler for bebyggelse blev endelige. Jo mere en fremtidig grundejer kan bygge på en grund, jo mere er den værd.

Sommerhus hygge eller nybyggerparcelhuskvarter
Steen mener, at forandringerne vil være en gevinst for Aarhus kommune. En borger som har råd til at købe en grund til 2-3 millioner og derefter bygge et nyt hus for det samme, har en god indtægt og bidrager positivt til kommunen. Dette står i kontrast til nogle af de borgere, som bor i området nu. De er pensionister, førtidspensionister og borgere som har en mindre indkomst. Hvis afstemningen havde været i dag, tror Steen, at forslaget var blevet stemt ned, på baggrund af den viden borgerne har nu.

Den største frygt er, at det idylliske område langsomt forvandler sig til et nybyggerparcelhuskvarter, hvor alt det naturskønne forsvinder for hver en betonmur, der bliver sat op. Nogle borgere synes, at det er en positiv udvikling, men der er mange som Steen, der frygter, at deres elskede Skæring Strand langsomt vil forsvinde:

”Det, man frygter, er, at efterhånden som naboerne ikke kan blive boende herude, så kommer der et byggeboom af nogle meget store huse. Og jeg overvejer at sige okay, sker det, så vil jeg ikke blive boende her. Så skal jeg finde et andet sted. Omvendt har jeg boet herude i snart 40 år og er egentlig ked af at skulle flytte”

Frirummet i en regnbuefamilie

Jonas er queer, men hans historie er ikke den tåreperser, vi ofte hører. Hans fortælling er en grøn spire i en skov af nedhugget træer.

Jonas er 22 år gammel og vokset op i Aarhus.
Foto: Sarah Rothkegel Sternberg

Af Sarah Rothkegel Sternberg
Journaliststudernede på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Aldrig inde i skabet

Jonas er vokset op i en regnbuefamilie. Regnbuefamilier betegnes i den danske ordbog som ”familier der består af et homoseksuelt par, deres børn og evt. børnenes biologiske forældre.” Jonas’ mor fik ham med en kendt donor som er homoseksuelle, imens at hun selv var gift med en anden kvinde. Hans oplevelse af at vokse op og finde frem til at hans egen seksualitet stak ud fra normen, er ikke som de flestes. Det var aldrig nødvendigt for ham at ”komme ud” til hans forældre, han gjorde bare hvad alle andre gør: kommer hjem med den første kæreste, og så var det det. Han siger selv at ”det har jo næsten været en norm, ikke at opfylde normen i min opvækst, så jeg har på ingen måde oplevet nogle sanktioner.” Det var heller ikke nødvendigt for dem at have samtaler om hans seksualitet, og hvad det betyder for ham som menneske i dagens samfund. Det var altid en indforstået og normal del af hans liv at være queer.

Mor, mor, far, far og børn

Det var ikke kun i hjemmet, at hans familiekonstruktion var accepteret. I folkeskolen sagde de andre børn, at to kvinder da ikke kunne være sammen. Jonas’ svar var ”jo, det kan de godt”, og de andre børn satte ikke spørgsmålstegn ved hans udtalelse. Jonas har altid vidst at hans familie var anderledes, men det har aldrig gået ham på, eller været noget han skulle overkomme. Det har bare været, som det er; en familie. Jonas og hans familie er ikke alene. Ifølge Danmarks Statistik er antallet af disse familier steget igennem de sidste år. I dag findes der 1465 regnbuefamilier, og fra 2009 til 2019 skete der en fordobling.

Kulturelt sammenstød

Jonas har dog stadig oplevet sammenstødet med de sider af vores samfund som er meget heteronormativt. Det har været voldsom oplevelse, da der er en kløft imellem det inkluderende familieliv og så at få kastet flasker efter sig når man går på gaden med sin kæreste. Heldigvis har Jonas altid fået opbakning hjemmefra, når han har oplevet hvor hadefulde andre kan være. ”Jeg tror aldrig, jeg har følt mig alene som den jeg er, for lige meget hvor meget had der er i verden, så har man jo vidst, at ens bagland har været trygt i den forstand, så jeg tror, at jeg har været ekstremt priviligeret på den måde.”, fortæller Jonas.

At vokse op i en regnbuefamilie har givet Jonas et enormt frirum til at være den han er. Han har haft mulighed for at undersøge sin egen seksualitet og prøve grænser af med køns-normer. Han føler selv at han har kunnet gøre dette i større grad end mange andre, fordi hans familie er som den er.